Jeg har været der. Jeg har mærket hjertebanken, søvnproblemerne, humørsvingningerne, at min hjerne føltes som grød og at jeg græd over den mindste ting. Og mens jeg havde det sådan, sad jeg og lavede terapi med stress-ramte mennesker. Jeg forbandt ikke mine egne symptomer med deres, og det var først da min egen psykolog (ja, psykologer går også til psykolog) skar det ud i pap for mig, at jeg erkendte at jeg havde stress. Med erkendelsen kom også behovet for at handle, og efter en hård periode, oplevede jeg, at jeg begyndte at være “mig selv” igen. At jeg ikke længere havde stress symptomer og at jeg igen begyndte at leve, og ikke bare overleve.

Hvad er stress?

Først og fremmest er det et samfundsproblem. Vi har skabt et samfund hvor vi skal kunne alt, skal nyde at “have mange bolde i luften”. Hvor “omstillingsparathed” er forventet af os. Hvor børnene skal trives, få gode karakterer, scorer mål i fodboldkampen og helst være fotogene nok til, at vi kan lægge en masse billeder ud af dem på de sociale medier. Hvor vi skal være både karrieremennesker, forældre, partnere og elskere. Hvor vi helst skal have en hobby, for det er så sundt.

Men det er også et individuelt problem, og der er store individuelle forskelle på hvem der oplever stress og hvad der forårsager det. Det er altså et ret bredt og komplekst begreb. Det er ikke en sygdom! Men det kan godt kræve behandling. Hvis vi skal blive lidt klogere på stress, kan vi prøve at dele det op.

Positiv stress

De ord lyder måske modsigende, men det er de ikke. Stress kan være positivt. Hvis stress skal kunne defineres som positivt, skal der være en god balance mellem ressourcer og krav eller forventninger. Hvis der bliver krævet eller forventet det af os, som vi kan leve op til (hvis vi står lidt på tæer), så giver det trivsel. Det giver mulighed for udvikling og det giver tiltro til vores egne evner.

Negativt stress

Negativt stress er det modsatte. Det er når der er ubalance mellem vores ressourcer og de krav der bliver stillet eller de forventninger der er til os. Igen kan vi dele det op i kortvarig og langvarig stress.

Kortvarig stress

Kortvarig stress er normalt og gavnligt. Det er der hvor vi, når vi møder en gammel ven i Netto, svarer på spørgsmålet: “Hvordan går det?” med: “Det går godt. Jeg har travlt men det går godt.”. Kortvarig stress skærper vores sanser og tvinger os til at mobilisere alle vores ressourcer for at genoprette balancen. Vi bliver i stand til at handle hurtigt og målrettet. Det sætter nemlig gang i vores autonome nervesystem og der bliver produceret adrenalin og kortisol. Når balancen er genoprettet, kan kroppen slappe af. Og det er vigtigt!

Langvarig stress

Når man udsættes for langvarig stress, får kroppen ikke lov til at slappe af. Den producerer store mængder adrenalin og kortisol og er i konstant alarmberedskab. Det kan fortsætte i uger, måneder og år. Man bliver dårligere til at mærke sine behov for fx søvn og mad og det påvirker vores evne til at huske. Vi får også mindre lyst til sex.

Den relationelle vinkel på det

Man kan altså sige, at en god balance mellem krav og ressourcer, giver lav grad eller ingen stress. Hvis der er for mange ressourcer og ingen krav, så keder vi os. Så begynder vi at se os om efter nogle krav. Og hvis der er for mange krav og ingen eller for få ressourcer, så oplever vi stress.

Hvad kan man gøre?

Jeg plejer at sige, at vi kan angribe det her på to måder: Vi kan forsøge at nedsætte kravene og vi kan forsøge at styrke ressourcerne. Ofte arbejder vi i terapien på at gøre begge dele samtidig. Det første vi gør er, at vi identificerer hvad der er stressfaktorer for den enkelte. Derefter forsøger vi at finde ressourcerne. Ressourcerne fungerer som en modvægt og rummer styrke og forcer der kan hjælpe. Vi kigger på hvilke håndteringsstrategier den enkelte benytter. Nogle håndteringsstrategier er gode for os, mens andre kan bidrage til stress. Og endelig laver vi en realistisk plan for hvordan klienten kommer videre herfra.